James Strachey: Nogle ubevidste faktorer i læsning¹

Blandt de egenskaber, som adskiller mere udviklede civilisationsformer fra mere primitive, er kunsten at læse og skrive måske den mest fremtrædende. Denne kunst har, formoder jeg, med Inkariget som den eneste undtagelse været praktiseret i ethvert højt organiseret samfund. Og endnu i dag er det almindeligt at vurdere et lands civilisationsniveau ud fra andelen af analfabeter i befolkningen. Uanset om vi mener, at denne kunst udviklede sig uafhængigt i forskellige dele af verden, eller vi tilslutter os den diffusionistiske anskuelse, at den opstod i Nildalen eller Mesopotamien, er det (hvis vi betragter hele det kulturelle udviklingsforløb) klart, at den er en ganske nylig tilegnelse. Faktisk var disse færdigheder indtil for halvtreds år siden forbeholdt et særdeles begrænset antal individer. Det kunne derfor tænkes, at så nyligt erhvervede aktivitetsformer dårligt kunne spille nogen særlig vigtig rolle i menneskehedens dybere mentale liv. Ikke desto mindre tror jeg, at vi, hvis vi vender os fra fællesskaber betragtet i deres helhed til deres individuelle medlemmer, vil kunne konstatere, at det at læse og skrive tjener funktioner af en væsentlig betydning i det moderne menneskes mentale økonomi, og endvidere at en undersøgelse af de involverede faktorer vil kaste lys over en række problemer af større omfang og dybere betydning. Det er ikke min hensigt her at gøre andet end at følge en enkelt tankerække, som dette emne har foranlediget, et kort stykke vej.

Selvom skriften rent logisk ville synes at gå forud for læsningen, er det hos individet ikke desto mindre læsningen, der kommer først. Indtil for ganske nylig har børn altid lært at læse, før de har lært at skrive; desuden vil voksne, som lærer et fremmed sprog, næsten helt sikkert være i stand til at læse det pågældende sprog, før de kan skrive det; hertil kommer, at halvdannede mennesker ofte kun er i stand til at læse og ikke i stand til at skrive. Læsning er således, tænker jeg mig, den første intellektuelle aktivitet, som et barn undervises i på systematisk vis; for tilegnelsen af talen synes at finde sted på en langt mere instinktiv måde. Dvs. at det at tale er en aktivitet, som det normale barn kaster sig ud i uden nogen eller med ganske ringe tilskyndelse fra omgivelsernes side; hvorimod det skal opmuntres eller ligefrem tvinges til at læse. Det er en vanskelig og helt og aldeles ubehagelig opgave; og det er for den moderne pædagog en præstation forbundet med stolthed at kunne lære børn at læse uden gråd. Tilsvarende hindringer ved læsning – om de har samme udspring eller ej, er dog for tidligt at afgøre – er os bekendte fra analysen af voksne neurotikere. De opstår naturligvis som regel i tvangsneurotiske tilfælde, og man kan argumentere for, at sådanne hæmninger blot er et tilfældigt eksempel blandt de utallige forbud, som lammer sådanne menneskers aktiviteter. Men det er mit indtryk, at særlige bestemmende faktorer her gør sig gældende. Eksempelvis fandt en patient det næsten umuligt at læse, om end han hævdede at være stærkt interesseret i litteratur og at være yderst belæst, og hans konversation var altid spækket med citater. Ikke desto mindre er jeg ret sikker på, at han knap havde læst en bog færdig, og at han aldrig havde læst mere end en halv snes sider ad gangen. Han måtte da også kæmpe med de sværeste vanskeligheder. Han læste med en blyant i hånden, og efter at have gennemgået hver enkelt side med den største omhu og opmærksomhed, og efter at han havde overbevist sig selv om, at han havde forstået den, satte han et rettetegn nederst på siden. Han gennemgik den da igen ‘for at bekræfte sin forståelse’, hvorefter han satte en streg gennem rettetegnet. Dette var, når hans tilstand var særlig god. Sommetider skulle hvert afsnit have sit eget rettetegn, og nogle gange hver sætning. Hvis hans tilstand var dårlig, eller hvis han læste noget, som var særlig vigtigt, blev hvert enkelt ord behandlet på samme måde. Men dette er kun et overdrevent eksempel på et meget almindeligt fænomen. Selv tilnærmelsesvis normale mennesker overvældes indimellem af en følelse af, at der i en sætning, de lige har læst, er noget, som de ikke har ‘fået fat i’, og føler sig nødsaget til at læse den igen. Et særligt tilfælde af dette ses hos en anden patient, hvis arbejde var at læse korrektur, og som hele tiden plagedes af følelsen af at have ‘overset’ en trykfejl af katastrofal karakter, og som således var nødt til at gennemgå korrekturarkene igen og igen. Det samme problem kommer til udtryk, vil jeg mene, i en stadig mildere form i den betydelige forskel, der er på, hvor hurtigt folk læser. Hovedsagen er her, at et stort antal mennesker, selvom de ikke læser højt, altid siger hvert ord frem for sig under læsningen. Disse personer kan hos sig selv faktisk ofte iagttage rudimentære bevægelser af tunge og læber; og selvom sådanne sotto voce-læsere gennemløber denne proces meget hurtigere, end hvis de læste højt, er de ikke desto mindre meget langsommere end de, der er fri for en sådan hindring. Uden tvivl kan der i denne sidstnævnte gruppes færdigheder findes gradsforskelle. Som et ekstremt eksempel i den anden ende af skalaen kan nævnes Lord Bowen, den berømte victorianske dommer, om hvem det fortaltes, at han kunne læse The Times’ syv spalter samtidig ved blot at føre blikket langsomt ned over siden.

Disse individuelle forskelle i læsefærdigheder kan utvivlsomt forklares på en række måder, men jeg er sikker på, at ingen forklaring ville være fuldstændig, som ikke tog de ubevidste faktorer, der gør sig gældende, i betragtning. Formodentlig er det, vi her står over for, det velkendte tilfælde, hvor en sublimering er i færd med at bryde sammen. Det vil sige, den mentale energi, som anvendes ved læsning, hidrører i nogen udstrækning fra bestemte ubevidste tendenser. For så vidt at disse tendenser sublimeres, kan læsningen fortsætte uden at møde nogen hindringer forårsaget af andre mentale kræfter; hvis på den anden side – og for så vidt at – de bibeholder noget af deres oprindelige ikke-sublimerede karakter, vil læsningen møde den samme modstand, som ville have stillet sig i vejen for de umodificerede tendenser. Det næste spørgsmål, som melder sig, angår de pågældende tendensers beskaffenhed. Og heller ikke her er det vanskeligt at se, at der er en række sådanne. De mest oplagte er, eksempelvis, skoptofili og på noget mindre udpræget vis de analerotiske tilskyndelser. Jeg skal imidlertid springe disse over og med det samme gå videre til at se på den betydelige og måske endda dominerende rolle, som i læsningens ubevidste baggrund spilles af orale komponenter.

Som bevis derfor kan jeg begynde med at gøre opmærksom på den orale indflydelse, som er at finde i et stort antal af de metaforer, der anvendes om læsning. For at tage et par tilfældige eksempler: Vi taler om en ‘grådig læser’ eller om en ‘altædende læser’; om ‘usund læsning’ eller om en ‘tung bog’, eller om en bog, som er ‘hård kost’; eller vi taler om at gå og snuse på et bibliotek [“browsing in a library”; ‘browse’: spise blade og skud på buske og træer; anvendes om dyr (geder, hjorte, kør, etc.)], om at finde en bog ‘ufordøjelig’ eller om at ‘sluge’ dens sider. Yderligere beviser for den betydning, som orale elementer har i læsning, vil, tror jeg, kunne findes i alle tilfælde, hvor læsningen finder sted for fornøjelsens og for sin egen skyld og (inden for visse grænser) uden hensyn til det læstes faktiske indhold. I det tilfælde, for eksempel, at en sekretær læser en bestseller, eller en skoledreng en krimi, vil emnet med dets skjulte tilfredsstillelse af læserens ønsker spille en væsentlig rolle. Men der findes yderligere et element af tilfredsstillelse i læsningen selv, og det er dette yderligere element, jeg mener i alt væsentligt er oralt. En person, som er fordybet i en bog, udviser en særegent intens og vedvarende opslugthed og en karakteristisk irritation ved enhver forstyrrelse, hvilket unægteligt minder om adfærden hos et spædbarn, der spiser. Det kan dårligt blot være et tilfælde, at drenge og piger som forberedelse til en behagelig eftermiddag med en bog ofte ikke kun forsyner sig med en bog, men tillige med en pose søde sager til at spise, mens de læser bogen. Og hvis der ikke er noget sødt ved hånden, vil en finger ofte forvilde sig ind i læserens mund. Det samme gælder den vokse mand, som i ønsket om en en afslappende aften vil trække sig tilbage til sit arbejdsværelses ensomhed og gøre sig det behageligt i sin mageligste stol med en whisky og soda, en pibe og en god roman. Denne sammenligning er så vist allerede blevet foretaget af Edward Glover i dennes “Notes on Oral Character Formation”², hvor han bemærker den orale komponent i vanen at læse i sengen. “Søvnen kan i sådanne tilfælde,” skriver han, “nås efter et vist tidsrums læsning. Dette tidsrum varierer betydeligt, men i nogle tilfælde indtages en fastlagt dosis regelmæssigt inden søvnen, en ‘godnatdrink’, hvis direkte orale modstykke alle er bekendt med”.

Her vil man måske indvende, at denne sammenhæng ikke er tilstrækkeligt specifik: at meget af, hvad der ovenfor er blevet anført om læsning, i samme grad gælder opnåelsen af sanseindtryk og viden ad andre veje end ved læsning; publikum i en biograf udviser præcis de samme tegn på opslugthed som skoledrengen med sin detektivhistorie; rygeren i lænestolen er lige så tilbøjelig til at tænde for radioen som til at læse en roman; og hvis vi taler om at ‘sluge’ en bog, taler vi tilsvarende om at ‘svælge i’ musik og om at ‘suge viden til sig’. Alt dette er ubestrideligt; det synes klart, at elementer af oral tilfredsstillelse i overvejende grad er til stede i alle disse sindstilstande. Men der er en yderligere distinktion, som i sig selv i nogen grad bekræfter vores hypotese og på samme tid i et vist omfang (om end ikke fuldstændigt) differentierer læsning fra disse andre aktiviteter. Den lyksalige opslugthed, den gnidningsløse, uforstyrrede nydelse, som kendetegner den mentale tilstand hos romanlæseren, biografgængeren, radiolytteren og alle de andre, tyder naturligvis på, at deres næring er flydende, og at de suger den til sig. Men det er desværre ikke al læsning, der er af denne karakter. Vores liste over udtryk har allerede forberedt os på denne kendsgerning. Der er de andre bøger – dem, som vi er nødt til at sætte tænderne i og tygge igennem, før vi kan fordøje dem. Det synes faktisk, at vi i den gruppe af sindstilstande, vi her betragter, kan skelne to typer af holdninger, svarende til de to stadier i den orale fase: et førambivalent stadie, hvor alt synes at gå let og gnidningsløst, og et ambivalent stadie, hvor der opstår vanskeligheder ved hvert skridt. Man vil opdage, tror jeg, at selvom læsning ofte falder i det tidlige, sugende orale stadies kategori, har den en meget større tendens til at placere sig på det andet, ambivalente stadie end nogen af de andre aktiviteter, vi har nævnt. Der er en særlig grund til dette, som er uløseligt forbundet med selve læsningens natur, hvilken jeg om lidt skal drage frem; men herudover skal vi forvente at opdage, at den måde, hvorpå libidoen er fordelt i et individ (hvad end det er på et specifikt tidspunkt eller mere permanent), delvist vil afgøre på den ene side vedkommendes læsestof og på den anden side vedkommendes måde at læse på. For selvom det måske er umuligt at suge Bertrand Russells værker til sig eller at tygge sig igennem Ethel M. Dells³, er det overraskende, hvor vellykkede bestræbelser der kan gøres i begge disse retninger.

Tiden er nu inde til at fremlægge, hvad der synes at være en plausibel forklaring på forbindelsen mellem læsning og den orale-libidinale tilfredsstillelses anden fase. Denne forklaring griber tilbage til det forhold, jeg allerede har været inde på, at nogle mennesker, når de læser, lydløst siger hvert ord frem for sig. Det er selvfølgelig en kendsgerning, at alle – selv Lord Bowen – er begyndt med at læse på denne måde; alle mennesker begynder med at læse ordene højt. Der er således helt åbenlyst fra begyndelsen en nær forbindelse mellem at læse og at tale. Men talen med dens bevægelse af læber, tunge, strube, kæbemuskler og tænder har dybe psykologiske forbindelser til den libidinale udviklings orale stadie og særligt til dets anden fase. De samme forbindelser må derfor omfatte læsning, men med en yderligere binding, som ikke gør sig gældende for talen. For når alt kommer til alt, er talen en udstødningsprocesproces, en metode til at føre noget indre (ens tanker) ud i den ydre verden. I denne forstand er den altså det modsatte af at spise. Læsning, på den anden side, er, om end den gør brug af talens orale mekanismer, reelt en metode til at optage en andens tanker i sig. Det er en måde at spise en andens ord.⁴

Denne forbindelse mellem læsning og den orale fase sætter os i stand til at forsøge at forklare de hæmninger og vanskeligheder ved læsning, som var mit udgangspunkt. Det ser således ud til, at disse hovedsagelig vil opstå, hvor den tilfredsstillelse, som hører til den anden orale fase, er dominerende i læsningen, og hvor læserens holdning således overvejende er ambivalent. Er sublimeringen i en sådan situation ustabil eller ufuldstændig, vil der være en umiddelbar tendens til, at en række sadistiske og destruktive tilskyndelser sættes fri. Hvert enkelt ord opleves da som en fjende, der bides i stykker, og, endvidere, af netop denne grund som en fjende, der for sit vedkommende kan vise sig truende og farlig for læseren. Det synes at være en urovækkende tvivl om, hvorvidt man virkelig har gjort det af med denne fjende, og han ikke stadig lurer noget sted, ubemærket mellem linjerne for eksempel eller på anden vis overset, som får den tvangsprægede læser til at vende tilbage, læse og genlæse, læse hvert ord højt, fæstne hvert ord med et rettemærke og alligevel aldrig føle sig sikker. Men det må ikke glemmes, at forholdet altid er tosidet, og at han samtidig elsker ordene, ruller dem rundt i munden og efterhånden gør dem til en del af sig selv. Sådan er de konflikter, som vi kan antage venter de læsere, der har tendens til at regredere til det andet orale stadie.

Emnet kan imidlertid forfølges lidt længere, hvis vi et øjeblik vender os fra læsningens ubevidste mål (som vi allerede har antaget er det at spise) og i stedet betragter dens genstand. Hvad, kan vi spørge, er disse bøger, disse ord, disse trykte sider set i det ubevidstes perspektiv? Hvad symboliserer de? Jeg kender til i det mindste to svar på spørgsmålet, og de passer ikke ved første blik særlig godt sammen. Det første er Freuds udsagn, at bøger og papir er kvindelige symboler.⁵ Det andet er en sætning fra Ernest Jones’ artikel om analerotiske karaktertræk: “Bøger og andre tryksager er et særegent symbol for fæces, formodentlig baseret på forbindelsen mellem papir og idéen om at trykke (smøre, presse)”.⁶ Denne sidste oplysning leder med det samme tankerne hen på en række iagttagelser vedrørende læsning, som jeg endnu ikke har omtalt. Jeg tænker på den bemærkelsesværdige og udbredte vane at læse, mens man defækerer. Jeg er stødt på den hos et meget stort antal mennesker, både i og uden for analyse. I dens almindeligste og mest naivt rationaliserede form medbringes avisen fra morgenbordet til wc’et. I andre tilfælde foretrækkes bøger. Jeg har været i hjem, hvor der på toilettet var en bogreol med en særlig samling af wc-bøger udvalgt ligesom de mere velkendte natbordsbøger. Jeg kender til mindst et tilfælde, i hvilket “noget at læse i” var en ufravigelig betingelse for en vellykket defækation; uden læsemateriale var processen decideret hæmmet. Jeg skal her inddrage en tvangsneurotisk patient med paranoide træk. Næsten hele denne patients mentale liv, både i og uden for analysen, drejede sig om de forskellige vanskeligheder og problemer, som er forbundet med at spise og at defækere. Den pågældende tilbragte en stor del af sin tid på offentlige og andre toiletter og udførte mange sine daglige aktiviteter der. Særligt læste og skrev han meget. En god del af hans viden om aktuelle forhold stammede fra hans læsning af de små stykker af avispapir, som er anbragt på nogle toiletter, om end ikke med henblik på læsning. Hans beskrivelser af disse omstændigheder ledsagedes i analysen altid af en betydelig skyldfølelse, som var særlig udpræget, da han tilstod at spise mange af sine måltider på toiletter. Hans skyldfølelse og beklemthed var endnu større, hvad angik et bemærkelsesværdig forhold. Han fortalte, at det, der gav ham den største tilfredsstillelse, var at spise noget (nærmere bestemt cremetærte) i netop det øjeblik, hvor han defækerede.⁷ Jeg kan ikke her gå nærmere ind på fortolkningen af disse fænomener i henseende til denne specifikke patient; men jeg er ikke i tvivl om, at han ved at spise cremetærten udførte en symbolsk form for koprofagi. Den konklusion, som jeg har sigtet imod, er nu åbenbar. Det er min opfattelse, at de mennesker, der læser bøger eller aviser, mens de defækerer, udfører den samme koprofagiske handling på en stadig mere skjult måde; og jeg vil endda gå så vidt som til at sige, at en koprofagisk tendens ligger til grund for al læsning. Forfatteren udsondrer sine tanker og legemliggør dem i den trykte bog; læseren tager dem, og efter at have tygget dem igennem indlemmer han dem i sig selv. Måske er det tydeligste bevis for disse ubevidste processer at finde i de orgier af avislæsning, som har ledsaget udbredelsen af læsefærdigheder til samfundets lavere klasser. Ubegribeligt store mængder af tilsværtet papir spys dagligt ud på gaderne; her gribes og sluges det med lidenskabelig iver og destrueres få øjeblikke senere med foragt eller anvendes til de lavest tænkelige formål; ingen kan finde tilstrækkeligt stærke skældsord for disse rendestenspressens sprøjter, men ingen har rigtig følelsen af at have fået sin morgenmad, medmindre der ligger en af dem ved siden af kaffen og det ristede brød. Jeg finder det i øvrigt tænkeligt, at evnen til at læse, som det moderne liv tilbyder hele befolkningen, ved at muliggøre en vidtrækkende sublimering af nogle af de sadistiske komponenter faktisk bidrager til at mindske uhæmmet brutalitet. Hvis det er tilfældet, har evnen til læse og skrive som civilisationskriterium, som nævnt i begyndelsen af dette foredrag, muligvis et forsvarligt grundlag.

Tilbage står problemet om selve koprofagien, hvilket jeg ikke påtænker at give nogen udførlig behandling af her. Så vidt jeg ved, er der ikke skrevet meget om det i den psykoanalytiske litteratur, bortset fra en vigtig passage i Abrahams “Development of the Libido”⁸ og nogle henvisninger hos Róheim. Abraham er først og fremmest optaget af at fremstille koprofagi som en proces, hvis formål er at kompensere for tabet af et elsket objekt; og det tilfælde, jeg har omtalt, hvori cremetærten spistes under defækationen, giver unægteligt et lige så anskueligt billede af denne proces som det gamle stykke legetøj, der forestiller en mand, der spiser pølser. Det synes faktisk næsten, som om en meget primitiv narcissistisk tendens kunne ligge til grund for koprofagi, der, når alt kommer til alt, optræder som en eksplicit handling ikke blot hos psykotiske personer og meget små børn, men også hos dyr. Men sådan som det optræder i voksne psykoneurotikeres og normale personers phantasier og symbolske handlinger, er det et meget mere kompliceret fænomen; for sådanne koprofagiske phantasier udviser alle tegn på at udgøre ikke blot en tilfredsstillelse af tidlige ikkeintegrerede partialdrifter, men også en regressiv tilfredsstillelse af genitale tilskyndelser, som er blevet fortrængt.⁹ Særligt er det klart, at fæces er et symbol for faderen eller hans penis, og at ønsket om at spise den er et produkt af et stort antal ubevidste holdninger, som angår ham – såsom, på den ene side, følelsen af rivalisering, foragt, fjendtlighed og destruktivitet imod ham og ønsket om at opnå kontrol over ham og overtage hans kræfter og, på den anden side, skyldfølelse og en trang til selvafstraffelse, som opstår heraf. Den følelse af afsky, som er en iboende del af phantasien, vil således være udtryk for både subjektets nedsættende tanker om objektet og frygten for straf for at nære sådanne tanker. Men herudover er det muligt i koprofagi at spore tilstedeværelsen af kvindelige ønsker rettet mod faderen, hvor subjektet ved at tage fæces-penissen ind i sig selv sætter sig i moderens sted. Og her nærmer vi os det andet af de sæt af ækvivalenter, som Freud for længe siden udpegede – hvori fæces opfattes som svarende til børn. Således består kopulation i, at faderen deponerer sin fæces inde i moderen, og ved sin koprofagiske handling overfører subjektet dem i stedet til sit eget indre. Sideløbende med dette passive libidinale aspekt af phantasien dukker det destruktive aspekt imidlertid op på ny: for fæces-børnene i subjektets moder er igen hans rivaler, og hans fortæring af dem betegner deres tilintetgørelse.

Phantasier som disse er vi også blevet gjort fortrolige med gennem Melanie Kleins arbejde; og jeg vil afslutningsvis nævne en eller to henseender, i hvilke det, jeg har skrevet, synes at stemme overens med hendes opdagelser. Hun har for nylig understreget den nære forbindelse mellem de destruktive tilskyndelser og den intellektuelle udviklings begyndelse¹⁰; det oral-sadistiske grundlag, som jeg har forsøgt at påvise i læsningen, ville blot være en fortsættelse og afledning af den proces, hun har beskrevet. Men der er en endnu mere fuldkommen parallelitet, som kan følges ud i en betydelig detaljeringsgrad, mellem de ubevidste ønsker, som jeg har tilskrevet personer, der læser bøger, og de phantasier, som Melanie Klein har fundet hos børn i de oral- og analsadistiske faser: phantasier om barnet, som trænger ind i sin moder, tilsøler og ødelægger hendes indre og fortærer hendes indhold – herunder faderens penis så vel som børn og fæces. For at fremstille dette forhold klart er jeg imidlertid nødt til at vende tilbage til den alternative fortolkning af bogen som symbol, hvilken jeg indtil nu ikke er kommet ind på. Ifølge Freud repræsenterer bogen en kvinde, og det vil nu kunne ses, hvorfor dette på ingen måde er i modstrid med Ernest Jones’ fortolkning af tryksager som fæces. For hvis bogen symboliserer moderen, må forfatteren være faderen; og de trykte ord, forfatterens tanker, befrugtende og værdifulde, som dog tilsmudser det jomfruelige papir, må være faderens penis eller hans fæces inde i moderen. Og nu kommer læseren, sønnen, sulten, grådig, destruktiv og ligeledes tilsmudsende¹¹, ivrig efter at trænge ind i moderen for at finde ud af, hvad der er inde i hende, for at rive sporene efter faderen ud af hende og fortære dem, for at gøre dem til sine egne og for selv at befrugtes af dem.¹²

(Oversat fra “Some Unconscious Factors in Reading”, International Journal of Psychoanalysis, XI, 1930, pp. 322-31).